S: Pigernes sovesal.
T: Weekend.
O: Piger der fniser.
V: Blæsende og hård regn!

Mirianne stod inde på pigernes sovesal og stod lænet op af en dør. Hun kedede sig, da alle piger snakkede om stakkels Dimitri, der var forsvundet på mystisk vis, fordi han havde været ond og ville opklade de onde. Mange græd og var ulykkelige over deres elskede var forsvundet, Mirianne forstod jo ikke hvem det var, så hun kunne ikke snakke med nogen om det. Hendes ænske var at der kom en der ville snakke om noget andet end denne såkladte lækre mand, som alle plaprede om. Mon det nogensinde ville ske? Det håbede hun da meget, men indtil videre, ja... så, så det sort ud.

Emmett var gået forbi pigernes sovesal et par gange, før han tog mod til sig og sneg sig derind. Langsomt og snigende, listede han indenfor og gemte sig bag et gardin.
"X-files" Mumlede han for sig selv og legede at han havde en pistol i hånden. Hvem kunne modstå en mand med pistol? Ellers have han ikke rigtig noget scoretøj på. Bare den kedelige skoleunifom.
Emmett fik øje på en lyshåret pige. Hun så måske lidt forvirret ud i Emmetts øjne. Hans ører opfangede noget. Dimitri var forsvundet på mystisk vis!! Åååååh Neeeeeeej!!
Tudende kastede Emmett sig i den blonde piges favn og krammede hende ind til sig.
"Dimitri...Dimitri...Dimitri....Han nåede aldrig at fortælle mig hvor højt han elskede mig!" Så smed han sig på knæ og kastede hænderne op i luften. "Hvorfor onde verden? HVORFOR?!!" Emmett snøftede og tørrede sine øjne kort. Nu var der kun Lyon og Alex tilbage.

Mirianne hvinede stort da en dreng på mystisk vis også fablede om denne Dimirti! Seriøst! Hvad var der så godt ved ham??? Denne dreng, så nu meget selvsikker ud, uden at Mirianne tænkte mere over det kiggede hun bare olmt på drengen, vendte ryggen til ham, lagde armene over kors og surmulede. Hun lignede et lille barn, der ikke måtte få sin bamse, hvlket klædte hende meget godt. Da hun ikke var særlig udviklet. "Hvorfor kan man ikke snakke med folk der ikke snakker om ham!" Mere og mere hæcede hun stemmen. Den startede som en hvisken.

Emmett rejste sig op mens han kiggede olmt på den blonde pige. Sikke en sur ko! Hvad fanden havde hun imod folk?! Sikke en dragqueen efter Emmetts mening. Han rættede sig op og var højere end pige.
"Hvad har du imod folk snob?! Tænk lige ud overf din egen næsetip, før du søger ind på den mest sociale skole!" Snerrede han af hende og rystede på hovedet. Hvordan var det overhovedet muligt at folk kunne tænke på sig selv og ikke andre? Emmett havde ændret sig, ingen tvivl om det, men han tænkte da stadig på folk.

Mirianne vendte sig om og havde tåre i øjnene. Hun var alrig blevet kaldt for snop og selvom det ikke var særligt ondt sagt, så sårrede det hende meget. Hun rettede hoved op og kiggede ham lige ind i øjnne. "Hør her... Ingen har haft lyst til at snakke med mig pga. denne Dimitri og jeg aner ikke hvem han er! Jeg havde håbet på nogle kunne snakke om noget andet, mend et ser det ikke ud til!" Nok græd hun, men hun havde en stærk stemme. Hun var træt og hendes liv var lort. "Alle har forladt mig, så jeg har ingen at være hos! Alle hader mig, fordi jeg ikke er som dem![b]" Fortsatte hun med sammenbidte stemmelege.

Emmett lod som om det ikke ragede ham. Han var faktisk lidt ligeglad med, om han havde såret nogen eller ej. Turde ikke lukke folk ind i sit liv mere, da han var blevet såret forfærdeligt selv. Men hvorfor skulle han? Hvorfor skulle han gøre noget for denne ubetydelige pige? Hun havde endda nævnt ham ham i 3. person!
"Og? Det må du da finde dig i? Vi gør os ikke så meget på respektløse, så måske skulle du reagere lidt ned og vise de døde noget respekt?" Sagde han i et almindeligt toneleje og fik rejst sig op. Han så helt almindelig ud i ansigtet nu. Ingen tegn på sorg eller gråd.
"Ingen hader dig. Måske misforstår de dig, men de hader dig ikke. Dimitri betød meget for os og måske er det derfor at de holde dig udenfor" Så trak han hende tæt på og hviskede:"Tænk på andre, før du tanker" Og så grinede han stort. Emmett var tilbage baby! Det var så sjovt at han måtte kaste sig i sofaen ogm grine færdigt. Hun troede sikkert han ville være seriøs.

Mirianne snøftede en smule og kiggede undrende på ham. "Men... men når man spørger ind... så... så inorere de mig!" Snøftede hun videre og kiggede fåeret op på ham. Var træt og orkede ikke noget. "Hvor meget betød han for jer?" Spurgte hun så lidt underne." Folk kunne virkelig godt lide deres lærer her.
*Hedder det ikke tænk før du taler?* Tænkte hun og så underne på han og gik blot hen til sofaen og kiggede på ham, stadig lidt trist, men kunne tilsidst ikke lade vær med at fnise lidt med på det. Han var jo kugle skør!
Alle piger skreg. Klamt at en dreng var her og skynder sig væk så de var alene. Nu kunne hun ikke stoppe. Dette var for sjovt og hun rå grinede.

Emmett løb hen og løftede Mirianne op på sine skuldre, så hun kom rigtig højt op. Han brød sig faktisk rigtig meget om hende allerede.
"Vovse købing" Råbte han og faredde rundt i lokalet, som mindede utroligt meget om drengenes sovesal, hvor pudsigt.

Mirianne grinnede stort over det der skete, havde intet imod at hun blev båret. Efter lidt tid blev hun svimmel, ventede til de var tæt nok på sofaen og kastede sig så på den. Lå med hoved mod jorden og fødderne ved hoved. elegant!!!!

Emmett pustede ud. Han smed sig i sofaen ved siden af Mirianne og begyndte at kilde hende uner tæerne. *Sikke en sjov pige* tænkte han og grinte. Nogle af pigerne, nogle virkelig snobbede nogen, kom hen til sofaen med armene over kors.
"Ej helt ærligt! Drenge og underlige piger ingen adgang!" Sagde den ene af dem, med tyggegummi i munden, lavtajlede jeans og hvid blonde BH. Emmett fløjtede af hende og gav hende en tommel op for udseende.
"Du ligner Justin Bieber min tøs og jeg er Edward Collinseksuel" sagde han og efterlignede hendes snobbede dialekt.

Mirianne elskede at fjolle rundt, især da der var nogle, der var lige så mærkelige som sig selv, eller nogenlunde. Denne Emmett virkede til at være lige så skør som hende. Mirianne grinede stort over at blive kildet under fødderne. "lad vær med det tak" grinede hun stort og prøvede at få fødderne til sig selv, men da snobberne kom fik hun trillet fødderne over hoved og lå på knæ foran sofaen med et lille grin.
"ja især mærkelige nonner." vrissede den anden af Mirianne. "men det er du jo heller ikke rigtigt." sagde hun med en triumf og smilede irriterende til hende. Mirianne kiggede lidt flovt ned på sine hænder med tårerne i øjnene.