S: Balsalen.
T: efter skole.
O: ingen.
V: Stormer udenfor.
P: Kjole, som hun plejer i emnerne.

Charina havde sat sin musik på og kiggede sig runt omkring,s å hun var sikker på at der ikke var nogen som helst i nærheden af hende. Så begyndte hun at danse, rundt og rundt i salen, med lukkede øjne og nynnede til musikken.
Det føltes lidt som om det stadig var igår hun havde danset og Nevrax var kommet ind og holdt hende med selvskab. *Hvis hanser mig nu, så stikker han af!* Tænkte hun og det var det eneste hun kunne tænke på han ville gøre. Hun havde sendt ham en sms, men han havde ikke svaret hende, så han kom nok ikke lige ind til hende.

Bag statuen som Charina før havde været så faccineret af sad Nevrax lænet op ad den. Han var iklædt en kulsort hættetrøje som han havde hevet ned over ansigtet. Han trak vejret meget dybt og lyttede efter hendes trin. De var blevet lettere end sidst han havde hørt dem. Havde hun mon tabt sig? Han havde siddet der lige siden hun havde sendt ham SMS'en men var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Han kneb øjnene sammen og skrabede i gulvet så han lavede nogle træspåner med neglene.
*F@#K! hvad skal jeg gøre!* Hans hjerte hamrede af sted. Det havde været så længe siden men alt havde været så akavt lige siden. Han havde opgivet hende men noget havde forblevet i hans hjerte. Et stykke af hende som han ikke kunne eller ville slippe af med.
Havde alt dog bare været som før.

Charina dansede og dansede på livet løs. Hendes krop kunne ikke klare mere, men hun fortsatte. Hendes åndedrag blev tungt og hun hev efter vejret, med sidestik samt hun dansede.
Til sidst kunne hendes krop ikke klare mere og lukkede kort ned i et øjebik. Hun stoppede op og svejede frem og tilbage. Det sortnede og besvimede kort. Hun satte sig op og tog sig til hoved og blinkede med øjnene. Hun havde motioneret meget og spist... ja.. intet! Hun havde ikke haft lyst til at spise.

"I walked across an emty land
I knew the pathway like the back of my hand
I felt the earth, beneath my feet
Sat by the river and it made me complete
Oh simple thing
Where have you gone?
I'm getting old and I need something to rely on"

Nevrax sang "Somewhere only we know". Sangen var udtryk for det han ikke kunne sige. Nevrax sad stadig lænet op af statuen med lukkede øjne. Charina var stoppet med at danse hvilket var en stor ærgelse. Han elskede ellers at lytte til hendes fordtrin. Hun måtte vel have haft kørt sig trær af hvad han kunne gætte. Hun kom vel snart over til ham så han rejste sig op dog stadig med ryggen mod statuen.
Han sang videre og begyndte selv at danse rundt hvor han stod.

Charina gippede lidt med øjnene og kiggede over imod den statue hun havde hoppet ind i for lang tid siden. "Nevrax?" Sagde hun lidt omtåvet og svejede hen til statuen hvor han var.
Da hun var der ovre ville hun ikke stoppe det, så hun lænede sig op af statuen for ikke at besvime igen. Der var ihvertfald mange sorte pletter for øjnene og de ville ikke forsvinde.
Charina gled langsomt ned på gulvet og sad nu bare og kiggede på ham med et smil på læben. "Du må aldrig stoppe med at synge." Hviskede hun spagt med en lille rystende stemme, man godt kunne høre var lidt uvidst om hvad der lige var sket. Hun var jo besvimet for fanden da!!!
Charina nynnede langsom og stille med på hans sang og kunne ikke lade vær med at tænke på at det lignede deres barndom.

"Jeg skal vel have været på et tidspunkt" han havde utrolig nok gået til ballet i mange år. Han dansede stadig nogle gange bare for sjov og for at varme ledene. Han snurede let rundt på den ene for mens han holdte fast i den anden. Hans hætte var røget ned så hans lange pandehår faldt ud til alle sider ellers havde han sat det op i en stram hestehale.
Han satte sig ned lige foran Charina og tog hendes hånd.
"Hvad var det du ville mig?" sagde han og kiggede hende i øjnene.

Man kunne godt se på Charina at hunikke havde det for godt, men det var rart at han ikke fumlede om hende som et eller andet dyr, der ville beskytte sin eger. Nevrax havde altid bare været cool over for sådan noget. Hjulpet hende op og set om hun var ok og ellers havde han været normal igen, uden bekymringer.
Charina tog en dyb indånding og sagde så lidt omtøget: "Siden... du ved... så er det som om du ikke har haft lyst til at snakke med mig, men jeg vil ikke miste min barndomsven!" Efter ...du ved... megyndte gråden at hope sig og og det sidste blev en hulken. Det hun lige havde sagt havde hun haft holdt inde i sååååå lang tid at det havde gjort ondt til sidst og nu var det så ømt at det gjorde ont at snakke om.

Sandt nok... Nevrax havde holdt en smule afstand til Charina men han havde skam ikke tænkt sig at miste hende heller. Det havde bare været hårdt men han havde aldrig ville skilles fra hende. Han ville altid være der for hende uanset hvad. Om hun så måtte hade ham gjorde det ingen forskel.
"Fjolle... så let slipper du ikke fra mig" idet han sagde det holdte han hende tæt ind til sig. Han lukkede sine øjne og nynnede og rokkede frem og tilbage. Det havde også været hårdt for Charina. Tårene havde hobet sig op i hendes øjne og Nevrax var der til at låne en skulder som hun kunne græde ud ved.

Charina føte det som en lettelse da han ikke ville forlade hende og tårene strømmede ud af hende som et vandfald og klemte Nevrax ind til sig mens hun hulkede og prøvede at fukusere på han nynnen i stedet for. "S... så du hader mig ikke?" Hiskede hun efter lidt tid og puttede sig godt og grundtigt ind til ham. Bare for at mærke at det var ham og ikke noget hun drømte.
I hendes drømme havde han gået grasat og råbt og skreget af hende i vrede, men den ægte Nevrax var ikke sådan, hvilken betød at hendes hjerte blev mange kilo lettere.

"Cross my heart and hope to die should I ever dare tell you a lie" sagde Nevrax smilende og gengav hende knus. Nevrax ville aldrig kunne få sig selv til at hade Charina. Det elskede han hende for meget til. Nevrax kørte en hånd ind i Charinas hår og aede hende. Hun havde sikkert gået igennem en masse på det seneste. Det var aldrig hans mening at belaste hende med så meget. Han tog en dyb indånding og sang videre.

If you have a minute why don't we go
Talk about it somewhere only we know?
This could be the end of everything
So why don't we go
somewhere only we know?"

Samtidigt vuggede han hende frem og tilbage som han nogen gange havde gjort da de var mindre.

Charina maste sig ind til ham, så man skulle tro at han blev kvalt eller art hun knækkede nakken på ham. Det havde været en fejl at elske ham, det vidste hun nu. Han var som en bror for hende, hun kunne aldrig drømme om der skulle "ske" noget med dem. "Hvorfor undgik du mig så?" Spurgte hun med en let såret, lettet og sur stemme, da han var færdig med at synge.