S: Klasseværelset til drama
T: Anden Lektion
O: Elever
V: Overskyet



Lyden af klokken der ringede og elever der farede ind af dørene var tung. Selvom drama var et valgfag og man ikke behøvede det, så var Alex glad for at se at der var mindst 20 der havde valgt det. Han stod oppe på den store scene med protokolen i hånden og skuede udover eleverne, som var ved at tage plads ved deres bordet.
Alex havde et par Jack&Jones bukser på i brændtsort, en sort skjorte på og et par hvide converse af de ægte. Han rettede hurtigt på sine briller og rømmede sig kort.
"Jeg kan se at der er mange der har valgt drama i år... Skønt! Jeg hedder Alex O'Connell og er lige blevet lærer her på skolen, efter at havde gennemført et studium på harvard" Sagde han højt og tydeligt mens han kiggede diverse elever i øjnene. Der var godt nok ikke mange der havde valgt drama af drengene, højst fire til fem stykker og de skulle sikkert spille på instrumenter eller sådan noget lignende.
"Vi starter med at genspille noget fra en musical i retning af Elsk mig i nat" Han holdte en pause og kiggede protokolen igennem. "Og den heldige vinder der skal hjælpe mig med det er....Sarina eller udtales det Charina?" Smilede han og kiggede lidt rundt omkring. Han kunne jo ikke tankelæse folk og se hvem af dem der var Charina, men han håbede at hun ville give sig til kende, for ellers ville han jo bare se lidt dum ud, når han sådan står på scenen og glor.

Charina gik langsomt og tøvende ind i Damalokalet, med blikket rettet ned i gulvet. Hendes hjerte bankede på livet løs og hun kunne mærke en smule grå hobe sig op og ville vinde over hende, mn hun var stædig denne gang. Der gik rygte om at Alex skulle være hendes Dramalærer, hvilket nok ikke var så godt. *Mon han kan huske mig?* Tænkte hun nervøs og smugekiggede over til ham. *Sikkert ikke* Svarede hun sig selv og satte sig bagerst i lokalet, så man ikke så godt kunne se hende. Hun var bage for folkemængder og især at stå oppe foran dem.
Da hendes navn blev nævnt, frøs hendes blod til is. Dels at folk vendte sig om og kiggede på hende og dels fordi hun skulle op til ham. Den størtse skuffelse var nu at han ikke engang kunne huske hendes navn. "C-charina" Nikkede hun og rødmede stort og kiggede ned i bordet. Hun var ved at gå i panik. "Hr. O´Connell... Charina er rigtig god, men meget genert!" Råbte en af pigerne til ham... Hun sad forest i klassen og foran Charina. Charina sank længere ned i stolen og gemte sig bag sin ene hånd. *God? Ved den store Gudinde jeg ikke er!* Småpeb hun i sit hoved og håbede at han ville tage en anden, men de andre hvisked eom at hun var meget genert og sikkert ikke ville turde gå det op. Hvilket ikke halp stort!

Alex så ned på pigen, hvis navn var Charina. Han fik nærmest et lille chok da han så hende. Det føltes helt som om at hans sjæl genkendte hende. Hvilket var totalt latterligt da de aldrig havde set hinanden før i deres liv. Han rømmede sig bare kort.
"Jeg har desværre brug for din assistance frøken Charina. Så hvis du vil være så venlig at slæbbe dit generte bagpati her op på scene?" Sagde han venligt og og rakte en hånd hen imod hende.
Der var noget ved hende der fik Alex til at føle sig...Glad? Han forstod ikke hvordan hun kunne påvirke ham så meget. Det var lige før han ville føle sig ensom, hvis hun ikke kom op til ham på scenen.

Charina fik et lille råb fra de andre. De råbte nu bare hendes navn og grinede samtidig. Charina knne ikke lade vær med at smile over det, tog så hans hånd og rejste sig op, så man kunne se hendes hvide kjole, med netstrømpebukser inden under. Hun lignede helt en ballarina uden strutskørt på. Charina kiggede ham ind i øjnene og fik helt et stik i maven. De øjne bag brillerne havde hun længtes efter og nu kunne de ikke engang genkende hende!
"Så må mit generte bagparti bare tage sig lidt mere sammen" Fnes hun og smilede venligt til ham. *Skal jeg starte med at gå? Virker det ikke lidt mærkeligt ikke at ville der op og så aligevel gå først?* Tænkte hun og undrede sig lidt over sig selv. Hun skulle da bare vente til Alex gik! Sværere var det da ikke! For fanden hun tænkte jo næsten kun på de ubetydelige ting!
F.eks så tænkte hun ikke på at de gloede på hinanden foran alle elverne! Skøre tøs!
Men der var et eller andet forandret i hans øjne, udover at han ikke genkendte hende. Han virkede... glad? Ja det gjorde han, hvilket fik hende til at føle endnu et stik i maven.

Alex hørte hvordan hendes klassekammeratter lagde op til hun skulle gå der op med ham. Det føltes nærmest som en evighed før hun endelig tog hans hånd. Han lukkede sin hånd om hendes og førte hende op til scenen. Han kunne føle noget prikke inde i hans hukommelse, men det var så langt væk...
Da han havde ført hende der op, stoppede han og vendte front mod Charina
"Hvis du har set noget af musicallen Loved By Hollow, så tager vi scenen 23, hvis ikke så skal du bare improvisere. Du er Georgia og jeg er Zacharias. Zacharias føler at han kender Georgia, men han har aldrig set hende før. Georgia er genert, men hun er også den pige på skolen, som alle vil have. Vi spiller scene hvor Zacharias risiterer sin kærlighed til hende. Er du klar?" Sagde han venligt og trak vejret dybt ind. det var pænt meget han lige havde sagt og han skulle også snart til at sige noget, der ville vare et pænt stykke.

Charina rødmede stort da han kiggede på hende. Alle fra klassen hvisketiskede om at være genert var lige noget for Charina. Hvilket hun kun kunne give dem ret i. Hun var den mest generte pige ever! Rollen passede nu også ret godt.
En genert pige på skolen. Tjek. Pig på skolen alle ville have? Dimitri ville jo være hendes kriger... Alex havde elsket hende... og Nevrax var barndomsfyren, så ja... det passede jo ret godt.
"Klar!" Mumlede hun mere for sig selv ind til Alex. Hun tog en dyb indånding og kiggede så op på ham med blodrødt hoved og hænder der rystede. Nu lignede hun en pige der var meget bange og genert på samme tid. Folk grinte stort og hun fik nogl småråb. "Yarh Charina! Sådan er en genert pige!" Og masser af andet pladder. Hun var ret god lige nu til at holde grinet inde og lod sig ikke påvirke af alt det olader der kom fra dem, men når Alex ville begynde at snakke, så ville alle jo begyndte at holde kæft, så det var bare til hun var kommet ind på sit eget værelse at hun skulle holde masken, som om alt var normalt og intet andet end det.
Mest af alt havde hun lyst til at råbe: *Kan du ikke huske mig Alex! Er du klar over hvor ondt det gør at se på dig og se at du kigger på mig med fremede øjne og ikke på den måde du gjorde førhen!* Hun var dybt frustreret over det og mimede det, lidt utydeligt, de foreste rækker kunne ikke se det, men hun vidste ikke om Alex så det og forstod det. Charina var ikke bange for om han opdagede det, for hun havde ikke selv opdaget at hun havde mimede det.

Alex grinte lidt bekvemt da han så hun rødmede. Hun passede jo strålende til sin rolle. En meget genert pige, men om alle drenge ville have hende, vidste han jo ikke. Han var jo den nye lærer på skolen og havde ikke brugt så meget tid på at snakke med sine elever. Selv mente han at man godt kunne være venner med sin lærer.
Alex måtte hører godt efter da hun mumlede sit ''klar''. Han hørte også al den opbakning hun egentligt fik fra resten af klassen. Men lige så snart at han tændte for musikken, så holdte alle i hele klassen kæft og stirrede med forundrende og intresserede blikke. Hvilket var naturligt.
De var jo allesammen kommet for at lærer noget og den bedste måde at lærer på, er ved at prøve det selv eller i dette tilfælde, se nogen der prøvede det. Alex rømmede sig kort.
"Du som blænder mig
Men jeg har set dig før
Sig mig hvem du er
Det som om jeg kender dig
Og selv hvis jeg ik gør
Kan jeg ikke lade være
Tag dig ikke af hvad de andre siger
Du er ikke ligesom de andre piger
Baby lad mig tage dig væk herfra
Så jeg kan vise dig den ægte vare
Jeg vil ha dig for mig selv
Lad mig tage dig med til et fjernere sted
Ligge og se på stjernene
Jeg ved du vil ku li det
For jeg vil ha dig for mig selv
Vi kan gøre lige hvad du vil
Baby lad mig tage dig med
Jeg vil ha dig, jeg ha dig for mig selv" Risiterede han og levede sig yderst ind i rollen. Hans stemme var varm, imødekommen og fuldt med kærlighed. Han lignede virkelige en der skulle til at fortælle sit livs kærlighed hvad han følte. Teksten var godt nok fra en sang, men han sang den ikke, han snakkede som om det var mening det skulle stå sådan og være på den måde.
"Min elskede Georgia. Langt om længe. Jeg har fundet min indre ro i dig. Mit liv. Mit håb. Lad mig fører dig væk herfra. Åben dit hjerte for mig. Min elskede. Georgia" Sagde han, holdte Charinas blik fast og førte hendes hånd til hans hjerte.

Da Alex begyndte at snakke gav det et lille gip i hende. Han vidste lige hvad han skulle sige og hvordan tonelegen skulle være. Da hun kiggede ham ind i øjnene jog det i hendes mave, men det lignte dog bare at hvert ord han sagde fik hende til at skrige kys mig min elskede Zacharias. Hun lignede en der levede sig fuldt ud og levede for denne Geogia.
Hvilket var totalt løjn, hun var ved at græde af ren og skær ulykke. Hvordan kunne det være at det lige var hende det skulle stå her oppe og snakke sammen med ham som om der intet var sket mellem dem, at hun ikke følte noget for ham, eller at hun ikke havde lyst til at kværke ham og skrige: "Så husk mig dog!" Det ønske hun havde givet Vieva var det værste, samt med at have gjort ham ked af det. *Lide dig? HA! Jeg hader dig. Du må faktisk godt forsvinde ud af mit liv for evigt!* Alex vredeudbrud overmandede hende. Han kunne jo ikke lide hende. *Du skal overhovedet ikke røre mig!* Hans vrede kom igen bag på hende, så hendes ben begyndte at ryste. *Tak, nu ved jeg da jeg har et hjerte...For det har du lige knust* Den sætning fik hende til at gippe helt.
Da hun endeig kiggede op på Alex igen havde hun tåre i øjnene og et trist smil. Hun lignede en der var overvældet af hans ord og snusede dem ind til sig.
"Nok skriger mit hjerte ja,
Men jeg er bange for om jeg ska.
Månehimmelen elsker dig,
jeg vil dog kun stå i vej´n.
Jeg e...e..e.."Hun kunne ikke slutte sætningen. Den ville ikke frem.
"Undskyld, jeg kan ej mer,
håber dette aldrig sker.
Hjertet brister,
Stjernerne i dine øjne slukkes,
da du ej ved hvem jeg er..." Til sidst begyndte hun at græde og løb om bag scenen, hvor hun kunne være i fred. Gemt af kuliserne og fra folk. Der sad hun blodt på træppen, med masker, kostumer osv. med alt det andet. Hun ønskede ikke selvskab, selv om det nok ville komme.

Alex så hvordan Charina blev overvældet. Han syntes virkelig at hun levede sig ind i rollen og det var jo godt! Så havde han jo gjort sit job. At lærer dem om drama. Hun begyndte måske at overreagere en lille smule, men han levede sig jo også ind i rollen. Han var Zacharias og hun var hans elskede georgia. Dog blev han en smule overvældet af hendes nøje valgte ord. Var hun helt sikker på at hun aldrig havde set musicallen eller læst bogen? Den sad lige i skabet og Alex var godt tilfreds med hendes indsats.
Charina begyndte bare at græde sådan uden videre og Alex lavede tegn til at alle skulle blive i klassen og læse videre på musicallen, mens han lige ville tjekke til hende.
Alex gik med hurtige skridt bag scenen og fandt hende blandt masker, kostumer, makeup osv. Her sad hun åbenbart godt gemt bag kulisserne.
Han gik hen til hende, satte sig ved siden af hende på trappen og lagde trøstende en arm om hendes skuldere. Hun skulle da ikke sidde her og være ked af det alene.
"Har du lyst til at snakke om? Jeg mener, det er vel ikke helt normalt at en elev bare løber grædende sin vej midt i timen" Sagde han venligt og i et roligt stemmeleje. Han var ikke længere Zacharias der skulle forstælle Georgia hvad han følte for hende. Nej nu var han bare Alex, lærer i drama, som skulle trøste en af sine elever. Forhåbentligt ville hun fortælle ham hvad der var galt. Han ville jo ikke andet end at trøste hende lige nu.

Charina hiskede, græd osv. Hun havde slet ikke styr på sin gråd og den triste fornemmelse hun havde fået på scenen. Hun havde dog ikke hørt at Alex var kommet og sprang lidt i luften da han lagde sin hånd på hendes skulder.
Hun kiggede op på ham, med hænder der nu var vildt våde og det samme med kinderne. Hvordan skulle hun dog sige det til ham? "Ikk andet end at vi har været kærester!" Det kunne man jo ikke sige! Eleer kunne man? Nej! Det var slet ikke muligt. Hun prøvede at smile til ham, men det blev bare til hiskedende smil, med lidt gråd.
"Livet er bare noget lort! Man kan ikke finde ud af noget!" Sukkede hun og lagde hoved ned mellem sine knæ og samlede sig i en siddende fosterstilling.Man var selvfølgelig hentydet til hende selv. Hun kunne ikke engang holde gråden inde! Hvad var hun dog for en person!
"Jeg var sikkert latterlig der oppe!" Mumlede hun for sig selv og sukkede dybt.

Charina havde vist fået chok, men det var jo ikke hans mening at skræmme hende. Hun havde klaret sig skidegodt på scenen og var nok en af de bedste elever i klassen. Alex var lige startet, så det var nok ikke fair at overfor de andre elever.
Alex tog fat i et lommetørklæde, der tilfældigvis lå foldet sammen på et bord og tørrede Charinas øjne og kinder med det. Da han havde tørret hendes øjne, lagde han lommetørklædet tilbage på bordet.
"Nogle gange er livet det lykkeligste, andre gange er det bundråddent. Sådan har alle det Charina. Angående det på scenen, så var du faktisk meget god og jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg ville elske at havde dig som assistent eller noget næste gang?" Sagde han venligt og smilede opmuntrende til hende.

Charina smilede trist til ham og lagde hoved på knæene, mens hun kuggede op på ham. Der var så meget hun kunne huske fra hun var kærester med ham. Hvordan hendes hjerte hoppede når han snakkede sit poetiske sprog. Når han smilede sit charmerende smil, selvom det ikke var meningen. Der var ikke noget han ikke gjorde som fik hende til at få hjertebanken konstant.
"men siden... en hvis dag, der vil mit liv altid være bundrådent... Måske snulle man bare sørge for at forvandlingen ikke fungere. "Det sidste var selvfølgelig en lille stemme der mumlede, så hun kun kunne høre det og ikke andre end hende.
Charina kiggede chokeret op på ham og rettede sig op med en gnist af glæde i øjnene,d er hurtigtkunne ødelæges igen, vhis det skulle være. "Mener du det!?" Spurgte hun meget glad og glemte kort øjeblik alt andet. Hendes kiner var selvfølgelig stadig blod røde.

//Jeg kan ikke savre T^T Jeg failede D://

//Why?? D://