sececurity kiggede overrasket på ham og pegede på sig selv. "Mig! Hade!" Så rystede han smilende på hoved og hænderne med. "Nejnej, det er ham der "Hader" mig, jeg har ikke noget imod ham" sagde Sececurity med en rolig stemme og smilede til sørgmodigt til Lyon.
"Sådan er skæbnen jo." sagde han til sidts og nippede til teen.

"Hvorfor er det sådan...?" Lyon brød sig ikke om to brødre nødsaget til at den ene frastødte den anden. Det var på en måde... trist. Virkelig trist. Havde Lyon selv en bror havde han... Ja hvad havde han gjort? Lyon havde ingen idé overhovedet hvad brødre gik igennem. Han kendte simpelthen ikke til deres problemer. Jo på en måde men han kunne ikke FØLE det. Derfor var chancen også for at løse Sececuritys problemer ligmed... nul.
Lyon følte sig flov over sig selv og stirrede bare ned i sin tekop.
"Beklager... dette vedkommer i realiteten ikke... mig".

Sececurity rystede let på hoved. "Det gør skam ikke noget. Jeg vil mere end gerne snakke med dig." Sagde han og smilede blidt til ham. "Du er som den bror Security ikke var." Mumlede han efter lidt tid og tog noget af sin te og tænkte at Lyons nok ville blive kold hvis han ikke snart havde drukket den. Sececurity sukkede.
"Han følte at jeg fik alt og alle og han fik ikke nogen. I vores familie er det den yngste der bliver hyllet, hvad jeg også har sagt til ham er latterligt, men jeg blev født som den sidste tvilling, så han hader mig på grund af det. Jeg ved ikke helt med det andet, jeg har prøvet i så mange år at blive venner med ham, men det går ikke." Han trak lidt på skuldrene og satte tekoppen ned.
"Han blev også lidt sur over at han blev flyttet fra vores familie og hen til sin mester, men jeg ville ikke have han tog afsted." Han sænkede hoved og kiggede ned.
"T-t... tror du det er min skyld?" Spurgte han lidt usikkert.

"Det lyder til... at De har haft... en hård opvækst. Med hensyn... til at det hele er Deres skyld... kan jeg ærligt sige... nej. Er man selv Herre... over sin egen fødsel? Nej... der er der ingen af os der er... og dermed er det ikke... Deres skyld.
Det er Deres familie... som har valgt... at behandle jer forskelligt. Dermed er DE... roden til alt ondt... der er hændt jer.
Det er i alt fald... min egen mening... til alt det her".
Lyon håbede ikke at hans mening ville støde nogen havde bare sagt det der lå ham på sinde.
Han tog en tår af sin te. Den var ved at blive en smule kold.

Sececurity smilede trist til ham og en tåre løb stille ned af hans kind. "Tak." Sagde han med grødet stemme og var på nippet til at græde. "Ha´n siger også at alt er min skyld!" Grinede han og kiggede op i loftet og flere tåre kom frem.
Han kiggede, prøvende glad på Lyon. "Kan vi ikke bare være dus, Lyon?" Spurgte han lide trist. "Det virker lidt ubehageligt at du siger det." Mumlede han undskyldende.

Lyon tog sit lommetørklæde op af lommen og tørrede hans våde kinder.
"Så så... græd nu ikke. Hele verdnen... synes lysere... når De smiler" var hans måde at trøste ham på.
Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Sececurity var en meget følelsesladen dreng i modsætning til Lyon.
"Ubehageligt... at jeg siger hvad dog?" Lyon var ikke helt sikker på hvad han havde ment med den sidste sætning.
Havde Lyon sagt noget forkert? Det var muligt...

Securit smilede lidt trist til ham da han tørrede hans øjne. Han snøftede en smule og nikkede "Tak" Sagde han.
Sececurity tog uritgt hans hænder og smilede til ham. "At De kalder mig De eller Deres." Han smilede blidt til ham.
"Du ved lige præsis hvordan man skal trøste nogen... Tak" Sagde han så og satte sig ned igen.

Det var sjældent at nogen følte sig ubehageligt til mode over hans høflige talemåde. Det var måske forståeligt nok nu hvor han var lærer på en skole. Der var de jo ikke så vante til hans måde at snakke på.
"Jeg skal... prøve" ikke helt sikke på at han kunne holde det. Det ville være en sværd vane at skille sig af med.
Han tømte sin tekop og kiggede ned på sit ur. Det var ved at blive sent... selv for vampyrer.
"Det er sent. Kunne De tænke Dem... at blive fulgt tilbage... til Deres gemakker?".

Sececurity fnes lidt. Han kunne ikke undgå at kalde ham for "De" og det var kært.
Sececurity smilede træt til ham. Han tog sin kop og gik hen med den i køkkenet. Så gik han hen til Lyons seng, hvor hans take stod, men nåede kun lige at sætte sig ned på hug og så faldt han i søvn på gulvet.
Nok så han let ud, men Sececurity kunne sørge for at folk lod ham blive hår han blev træt og sov.
Han krymmede sig sammen som i en forsterstilling med tasken ved maven.

Lyon tog sig bare til hovedet og sukke med et lille smil.
"Besværlige knøs" sagde han stille og gik hen for at samle ham op.
*Han kan da ikke ligge på gulvet. Især heller ikke i sit våde tøj*
Lyon lagde ham i sin seng og gik hen for at finde noget tørt tøj som Sececurity kunne passe.
Han fandt en sort skjorte men kunne ikke finde nogle bukser i hans størrelse. Skjorten var vist stor nok til at dække lidt af hans lår.
Det var umugligt at vække ham så han klædte ham selv på i stedet.
Han dækkede ham så til sidst helt ind i sin gåsedunsdyne og lagde hans tøj til tørre.
"Sov godt..." sagde han og begav sig til at rydde op og pakke ud lige så stille.

Sececurity mumlede noget uforståeligt i søvne og puttede sig helt op ad væggen.
I hans drømme oplevede han mærkelige ting, som regnbuer og Lyon?? *okay... mærkeligt!* Tænkte han i søvne og lavede et undrende hoved i virkeligheden. Drømmen gav ingen mening, men den var rar og tryk.
Denne nat kunne Sececurity søve trygt og uden frygt.

//Hvad skal der så ske nu?//