S: på trapperne til skolen.
T: 15:30 (Solen er på vej ned.
O: ingen.
V: støvregn.
P: hvid skjorte, kort nederdel og sin kappe.

Charina havde siddet og prutkedet sig og hendes numse var ved at falde i søvn, det var slemt nok at den bare lå halt i søvn, men hun skulle nu også sidde og vente på denne fyr hun var bange for at afsløre hvem hun var. Det var ikke fordi hun havde problemer med at de vidste hvem hun var, hun var bare nervøs for hvordan de ville reagere.
Charina kiggede ned på sit ur og sukkede dybt. Hun mindes om at have sagt til Nevrax at han skulle komme klokken 15 og det havde den ligesom været for en halv time siden! Mand hvor var det irriterende!!

Nevrax var helt stiv i ryggen efter den lange køretur. Mest af alt havde han bare lyst til at falde sammen i sin udleveret seng når han ankom. Han vidste dog at dette ikke kunne lade sig gøre da han fuldt og fast havde lovet at mødes med Charina. Det havde været år siden de sidst havde set hinanden og han havde sådan længtes efter hendes generte smil og hendes ildrøde kinder. Vejret var trist og gråt. Han var forfærdeligt træt for ikke at nævne sulten. Intet af det foregående skulle dog gøre ham deprimeret. For der helt mutters alene var hun så skøn som altid og svøbt i hendes let genkendelige kappe. Straks bad han chauføren om at stoppe bilen da han ikke kunne vente længere med at blive genforenet med sin barndomsveninde.
"CHA-RI-NA!" råbte han af sine fulde lungers kræft.

Charina gav et lille hop fra sig og kiggede op. Kappens hætte fløj væk fra hoved så regnen legede på hendes hovedbund. Hun kiggede op og så en bil komme og gæt hvem der sad i den. Nevrax! Hun smilede stort, faktisk så kunne hun ikke lade vær med at smile til ham. Hun havde jo tros alt savnet ham.
Hun glemte helt at han var kommet pænt meget forsent og rejste sig hurtigt op og løb over mod bilen, men det gik ikke ligesom på filmen hvor venner genforenes eller kærester løber i slowmotion på stranden ind i hinandens arme, næh nej... hun skulle absorlut falde i en vandpyt og glide på røven så hendes hoved faldt ned i astfaldten.

Som altid forstod Charina hvordan at gøre sin entré.
Efter at havde kommet løbende hen imod ham som i en eller anden film havde hun simpelthen skvattet i den største pøl som der var. Ikke nok med det havde hun også slået hovedet ned i asfalten med et ordentligt brag. Med en overnaturlig hurtighed stod han straks ved hendes side og med én arm havde han hevet hende op og stå.
I hendes pande var der allerede ved at samle sig en bule. Han kyssede blidt forsamlingen og omfavnede sin tilskadekommende veninde.
Sagte og med sin velkendte charmerende stemme hviskede han i hendes øre:
"Jeg har også savnet dig" og holdt hende tættere ind til sig.

Charina grinede lidt nervøs da hun halvstod inde i hans favntag og blev krammet kort tid efter. Hun puttede sit hoved ind på hans jakke som hun altid havde gjort. "Hvordan vidste du at jeg ville sige det?" Sagde hun og grinede lidt nervøst. Hun slap ham kort for at se på ham. Han var blevet højere syntes hun, men ellers som hun huskede ham.
Hun havde slået hoved så hårdt at der kom en lille blodåbning i panden og den var nu godt på vej ned over hendes kind. *Typisk!* Tænkte hun og vrængede øjne af sig selv og prøvede at fjerne det med armen.

"Ville du tro mig hvis jeg sagde at jeg var tankelæser" sagde han med sin spøgefulde stemme.
Nu vor hætten var slået væk fra hendes ansigt kunne han rigtig se hende.
Hendes hår var sammenfiltret på grund af regnen og duftede let af stoffet fra hendes hætte. Duften blev dog hurtigt erstattet af en letlokkende jernlugt som stammede fra forsamlingen i hendes pande. Blod.
Nevrax slugte en kæmpe klup. Instiktivt slikkede han sig om læben. *Ikke nu!* Skældte han på sig selv.
Heldigvis var Nevrax stærk nok til at modstå trangen til at flå hende af hendes klæder og grådigt sætte tænderne i hendes pulserende blodårer.
For ikke at vække mistanke til sin stigende blodrus slikkede han blodet væk fra hendes pande. Idet han var sikker på at alt var fjernet slap han hende. Han tog hende under armen som kun en rigtig gentleman ville gøre, bukkede og rækte armen hen imod skolen.
"Efter dem My Lady"

Hun grinede stort og nervøst på samme tid. Hun rystede på hoved og kiggede op på ham. "Aldrig i livet!" Sagde hun og skulle til at puffe til ham for sjov, men han lagde sin tunge på hendes pande og fjernede det. Hele hendes krop rystede da han gjorde det og da hun kiggede ham ind i øjnene var hele hendes hoved knald rødt!
"Gør aldrig det igen tak!" Sagde hun fraværende. "Ellers ender det med at vi bliver forenet på en seksual måde!" Mumlede hun til sidst og tog hånden op på panden. Charina nikkede kort og skulle til at tage det første skridt, men var lidt usikker på om hun kunne regne med sine ben. Så hun tog fat i hans arm og begyndte at gå.
"Nevrax... jeg tror jeg er blevet forelsket." Mumlede hun og sank en klump, hun vidste ikke hvordan han ville reagere.

Uhh det var lige præcis det ansigtsudtryk han havde længtes efter. Lige præcis dén røde farve som tilkendegjorde at hun levede.
Den lette rysten i hendes krop lokkede et smil frem på hans læber.
Intet kunne dog sammenlignes med det smil som kom lige efter.
En seksual forening! Ej nu måtte hun da lige. Nevrax kunne aldrig DRØMME om at lægge hånd på hende.
Måske før i tiden men aldrig nu.
Hun for ham var det reneste af alt. Uberørt og uskyldig og sådan skulle det forblive.
Han vidste dog at sådan noget ikke kan vare for evigt.
Aliggevel skar det som en usleben kniv da hun bekendgjorde at hun var forelsket.
Han frøs fast lige præcis vor han stod. Han havde slet ikke tid til at ændre sit ellers ret skræmmende ansigtsudtryk.
"Undskyld...kan jeg lige få den én gang til? sagde han med fast stemme og gennemborende øjne.
Det eneste som entlig lå ham på sinde lige nu var spørgsmålene "hvem? Og hvor kan jeg finde ham?".

Hun krymmede sig en smule sammen, som en hund der blev slået eller som et barn der fik skæld ud. Hun kiggede op på ham med nervøse øjne og gråden pressede sig på. "Jeg er ikke helt sikker." Sagde hun og hendes ene fod kørte rundt på jorden og op af hendes begben.
Charina kiggede straks ned i jorden og følte sig dum at have sagt det. "Unskyld!" Peb hun med gråd i stemmen og hoved blev mere rødt, selvom man skulle tro at det var umuligt. Hun kiggede op på ham med tåre i øjnene og gik helt hen til han og tog med begge hænder på hans jakke og maste den i hænderne. "Du må ikke være sur, jeg er ikke sikker!" Småråbte/peb hun og begyndte at græde stille for ikke at gøre det hele være.

Hurtigt slap han hende og gik nogle få skridt tilbage inden han kom til at gøre hende noget.
*DU ER IKKE SIKKER!!* lød det inde i hovedet på ham.
Han skammede sig dog gevaldigt over sin egen opførelse da han så hendes ansigtsudtryk.
*Se nu hvad du har gjort Nevrax* lød det fra hans indre stemme.
Han kunne ikke holde ud at se hende sammenkympet på den måde. Ikke nok med det så stod hun også og græd.
Han kunne tydeligt høre det selv også vis hun prøvede at skjule det. Han havde altid haft en overfølsom hørelse.
Blidt tog han hendes hånd og førte den op mod hans ansigt.
"Mi Amado... Du har ikke gjort noget som helst forkert. Det er mig som burde undskylde for det store fjols som jeg er".

Hun tog en stammende dyb indånding og pustede spasserargtigt ud. Hun smilede lidt trist til ham.
Hun skulle aldrig have sagt det! nu stod han her og undskyldte fordi hun var en idiot!
Hun gik helt ind til ham og lagde næsebenet ind mod hans hals alt imens hun kæmpede med ikke at brydstet småhoppede eller at hun græd. Hun lagde armene om hans hals og legede lidt med hans baghår.
"Du skal ikke undskylde det er mig der er en idiot." stammede hun og og maste sit hoved tættere ind mod hans hals.

Nevrax nød stilheden og varmen fra Charinas krop.
Hvad betød det entlig også om hun havde forelsket sig eller ej?
Nevrax ville dog altid have en plads i hendes hjerte, eller ville han?
Uanset hvad ville hun altid have en speciel plads som kun få opnår i hans hjerte.
Nevrax kneb en lille ubemærket tåre og knugede hende tættere ind til sig.
"Du er ikke en idiot. Du er en vildfaret forvirret lille fugl som har brug for støtte. Intet andet" sagde han lidt drilsk.
Da hun lystigt gav sig til at lege med hans lokker undslap et grin hans læber.
"Heh... Det der kilder altså".

Charina grinede lidt, så hendes ånde legede med hans hals.
Hans åre i halsen bankede så kraftigt at hun mente at hun kunne høre det. En af hans tåre ramte hendes kind og hun nussede hans anden kind en smule og kiggede op på ham med et lille undrende blik.
"Du ved godt at du altid vil være i mit hjerte ikk?" sagde hun og kyssede hans hals blidt.

Det var lige de ord han ønskede at høre. Ord det drev væk den tvivl der havdet taget bosted i hans hjerte for kun få øjeblikke siden.
Et kort øjeblik overvejede han dog om Charina var tankelæser men fejede hurtigt tanken bort.
Hans hjerte skippede en extra hjerteslag idet hendes læber berørte hans hals.
Det ville være VIRKELIG slemt havde hun været tankelæser lige nu.
Han indså nemlig vor meget hans krop hungrede efter fysisk kontakt fra et andet menneske.
En helt ANDEN fysisk kontakt... Og ISÆR ikke med Charina!
Den akavede situation gik dog hen og blev ret pinlig da hans mave brølede som et eller andet vilddyr.

Charina tog feminint sin hånd op til munden og fnisede lidt. Så kiggede hun op på ham og smilede.
"Jeg tænkte nok at du savnede disse." Hun roede i sin lomme mes hun snakkede. "De er nok lidt ødelagte, men håber de kan bruges." hun fandt det endeligt. En lille pose med de bær i, som de havde spist da de var små.
Hun rakte dem til han og tog en flaske op med alkohol op af den anden lomme og gav ham den.
"Håber at du drikker alkohol." Sagde hun og grinede lidt. Hendes kappe var jo vidunderlig!